Foredrag 1
Familien – Hvad er det voksne skal kunne, for at børn og voksne kan holde balance i hverdagen?
ved Linda Guldberg Winding
Foredraget er for forældre, bedsteforældre og nysgerrige.
Kom til en inspirerende og humoristisk aften med fif til at finde ro i voksenrollen, så alle, børn såvel som voksne, kan få mere i lethed i livet. Denne aften får du viden om, hvordan du kan lede efter sundheden i os alle, selv i de svære situationer hvor mistrivsel, magtesløshed, bekymringer og tårer tager over.
Kom og hør:
- hvad der giver børn indre styrke
- hvordan du kan agere som voksen, så dit barn vil lytte til dig
- hvordan du kan se bag om barnets adfærd og se, at de i virkeligheden prøver at gøre det bedste, de kan
- hvorfor der ingen kærlighed er i bekymringer
- hvad du kan gøre for selv at få mere ro og trivsel i det svære
I foredraget kommer Linda med eksempler fra sig selv og et væld af pædagogiske sammenhænge hun har været i de sidste 25 år; både fra arbejdet i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (Special pædagogisk vejleder og Fraværskonsulent), fra Fremskudt Psykiatri og fra familier, hun har vejledt.
Foredrag 2
Parforholdet – om at lytte og blive hørt
ved Anne-Marie Meineche
De fleste par som søger hjælp, fortæller at de er dårlige til at kommunikere.
Oplevelsen er ofte, at den ene part siger for lidt – den anden part siger det forkerte og hvem har egentlig ret? Men hvad nu hvis evnen til at lytte er langt vigtigere end evnen til at sige det rigtige på rette tid og sted. Og hvad vil det egentlig sige at lytte? Mange forestiller sig at det er nok at holde mund og holde øjenkontakt med den talende. Men det kan blive bedre endnu.
Undervejs vil de fremmødte selv få lejlighed til at afprøve hvad der virker for dem. Og vi vil sammen brainstorme på hvilken forskel det gør, om man føler sig set eller overset. Vi vil også komme ind på, hvordan man kan tale til sin partner på en måde, så det bliver nemmere at lytte.
Sidst, men ikke mindst, bliver der mulighed for at lytte til sig selv og sin indre guide, som altid er både hjælpsom og tilgængelig.
Aftenen består af oplæg med masser af eksempler, selvrefleksioner til levende klavermusik, tid til spørgsmål, små rammesatte samtaler og en højskolesang.