Af Peter Winding
Kender du det? At indse et eller andet, få en aha-oplevelse eller en indsigt. Kald det hvad du vil. Nogle gange synes jeg, at jeg indser noget, som jeg allerede vidste – bare på en ny måde, måske på en dybere måde.
Her i sommer læste jeg Den oplyste gartner af Sydney Banks for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Her fik jeg sådan en oplevelse.
Det er en ret banal historie om fire psykologer, der har samtaler med en vis gammel mand, en gartner.
Gennem bogen hører man, hvordan først den ene snart den anden af psykologerne betvivler gartnerens vise ord, mens han med stoisk ro (kunne man fristes til at sige!) holder fast i, hvad han har set.
Og gennem bogen fornemmer man, at de en efter en fascineres af det, gartneren fortæller.
På et tidspunkt falder talen på en matematiklærer, som en af psykologerne havde i skolen. Hun fortæller om de matematiske principper og siger, at når man kender disse principper, så skal man ikke forsøge at huske alle resultaterne i matematikken.
Når man kender principperne, så er resultaterne på regnestykkerne mindre vigtige, og de skifter hele tiden afhængigt af de variable, man sætter ind. Kun principperne er konstante og ændrer sig aldrig.
Jeg har i årevis sagt noget lignende, altså at det eneste, der er konstant er det formløse, alt andet skifter. Men jeg har pludselig set det dybere. Jeg har set, hvorfor de enkelte hændelser, oplevelser, omstændigheder, jeg møder på min vej, er mindre vigtige for mig, når jeg ved, hvordan de er lavet.
Og jeg har set, at psykologi er en eksakt videnskab. Hele kunsten er at se, hvad det er, der skaber og ikke kun at se alt det, der skabes. For så bliver det komplekst.
