Beskrivelse
Gennem interviews med fjorten meget forskellige mennesker viser forfatterne, hvordan stress kan opleves på tværs af livssituationer. Og hvordan et skift i forståelse kan skabe mere ro og klarhed. Bogen præsenterer en anderledes tilgang end den, mange kender. Den inviterer dig til at møde stress med nysgerrighed fremfor kamp.
Fra stress til tilfreds bygger på forståelsen af De tre principper. Det er det fundament, som alle menneskers oplevelser opstår igennem. Først når en tanke bliver tænkt, får den liv i os som oplevelse og følelse. Bogen er en invitation til at undersøge det indefra. Og til at opdage, hvordan en ny forståelse af tanker kan løsne stressens greb og give mere lethed i hverdagen.
Fra forordet:
“Fra stress til tilfreds er en enkel, let og ligetil bog, men tag ikke fejl. Budskabet er potentielt livsforandrende. Den peger på noget helt simpelt, men også grundlæggende om vores menneskelige design: Vi kan tænke os selv stressede.
Vi har traditionelt været skolet i at tænke, at stress kommer udefra – eller i hvert fald delvist udefra, så det er blevet en kulturel sandhed for de fleste af os. At få øje på, hvordan stress er tankeskabt, ændrer derfor radikalt på vores forståelse af, hvad der skaber stress. Det flytter fokus fra, at vi skal have styr på alle livsfaktorer til, at vi skal forstå tankens rolle. Det er så simpelt, at vi næsten kan have svært ved at tro på, at det er rigtigt. ’Fra stress til tilfreds’ vil hjælpe dig med at se, at det er muligt at reducere oplevelsen af stress i dit liv – og at vejen frem er at forstå, hvordan dit sind fungerer.”
Anne Stærk Dickenson, autoriseret psykolog
—
Ofte stillede spørgsmål om bogen
Hvad gør Fra stress til tilfreds anderledes end andre stressbøger?
Bogen peger på en enkel præmis: stress opstår ikke i ydre forhold, men i vores tænkning om det, vi står i. Det er en helt revolutionerende forståelse af menneskets oplevelse, der hedder De tre principper. Det er ikke noget, vi har fundet på, og hvis du er interesseret, så kig rundt på hjemmesiden og læs mere om det.
Bygger bogen på metoder og øvelser?
Nej, det gør den ikke. Fokus i denne forståelse af sindet er ikke at “fikse” dit liv eller optimere dit arbejdsmiljø, men at forstå hvordan vores tanker skaber vores oplevelse – så ro kan opstå mere naturligt.
Hvad får jeg ud af forandringsfortællingerne?
Du spejler dig i 14 forskellige menneskers vej fra stress til mere mental sundhed – med både fysiske og psykiske symptomer og deres vendepunkter. På siden fra-stress-til-tilfreds.dk finder du mere om bogen og kan læse 5 forandringsfortællinger om mennesker, der har været igennem et stressforløb og er kommet forandret ud på den anden side.


